Lanternefest


Efteråret er kommet, dagene bliver kortere og kortere, og mørket er ved at få overhånd. Mens vi i forårs- og sommertid springer ud i naturen og glæder os over løvspring, solskin og skumsprøjt, så kommer vi nu i en helt anden stemning, nu hvor efteråret og vinteren nærmer sig. Solen og lyset ser vi ikke så meget til. Hvad skal vi gøre for ikke at blive overvældet af mørket? Vi må tænde vort eget lille lys, så det kan skinne for os. 

Børnene forbereder sig til festen, ved at lave lanterner. Hvert barn maler med teknikken ”vådt i vådt” på et akvarelpapir med røde og gule farver. Papirerne bliver siden lavet til smukke lanterner, der får en hank på og et stearinlys i. 

På dagen for lanternefesten opføres et lille dukketeaterstykke, som handler om de små dværge, der lever under jorden og møder to børn med lanterner. Herefter bærer vi så vores lanterner ud i den mørke "nat". Vi går rundt om legepladsen og synger vores lanterne-sange. Heriblandt: 

"Lanterne, lanterne" 

"Sol og måne, stjerne" 

"skinner højt mit lys”............ Og det er det vi gerne vil - at lyset skinner højt ud i mørket.