I Nattergalen er det vigtigt, at der er plads, rummelighed og respekt for både børn og voksnes forskelligheder.  Derfor betragter vi både børn, forældre og hinanden som betydningsfulde og kompetente medspillere.

 For os er relationer til andre barnets vigtigste udviklingspotentiale – sammen med barnets egen biologiske livskraft. Og for at udvikle det, kræver det et positivt samspil mellem børn og voksne, hvor der ikke bliver fokuseret på fejl og mangler, men hvor der bliver taget udgangspunkt i det enkelte barns stærke sider.

 Det er vigtigt for os at vi alle, er sammen på en ordentlig måde. Som personale laver vi de sociale spilleregler, som børnene skal indgå i. Det er med til at skabe en kultur i børnehaven, hvor vi alle kan fungere i et fællesskab. Et fællesskab, hvor børnene ikke kun skal tage udgangspunkt i sig selv og egne behov, men nogle gange også gå på kompromis og ”ofre sig”.. I andre situationer vil børnene til gengæld opleve det modsatte. Venskaber er i den sammenhæng uvurderlige og kan være det, der gør at barnet tør bryde grænser og afprøve sig selv.