Om livet i Nattergalen

I Nattergalen bygger vi vores hverdag op omkring naturen og dens kredsløb, hvilket gør det naturligt at vi også har husdyr.

I dagligdagen sammenholder vi livet ude med livet inde. I naturen bliver der flittigt samlet ind til senere leg og forarbejdning. Det kan være grene, blade og rødder, der snart kan blive til en skulptur eller et landskab i en leg. Eller det kan være hyldebær, der kan laves til saft.

Omvendt tager vi også materialer fra børnehaven med udenfor og i skoven. Det kan være dolke, så vi kan snitte, maling til smukke malerier eller reb så vi kan ”rappelle” ned af jordskrænterne.

Årstiderne bliver sat i ramme af højtider og årstidsfester, som er dele af en kulturarv, vi ønsker, skal gå videre til børnene. Det være sig jul, høstfest eller lanternefest.

Årstidernes skifte, som vi kobler sammen med traditioner, er med til at tegne naturlige rammer og forudsigelighed for institutionens daglige gøremål og aktiviteter.

I dagligdagen er vi med til at skabe vaner, der tager mest mulig hensyn til vores natur, miljø og os selv. Vi vil gerne skabe en sund hverdag og et godt arbejdsmiljø for børn og voksne

Når vi færdes i naturen/ude opleves en ro, som ikke findes i institutionen, hvor mange mennesker skal færdes på færre kvadratmeter og voksne bliver forstyrret af andre opgaver.

Børnene får i naturen mulighed for aktivt/nysgerrigt, at opleve/fordybe sig, og måske finde svar på nogle af livets forunderlige spørgsmål, som f.eks. hvorfor visner træerne om efteråret og hvorfor kan fisk trække vejret under vandet.